Årets Æreshåndværker 2021:

Passion er det mest dækkende ord vi kan betegne Årets Æreshåndværker 2021 med. Og går vi lidt længere kan vi tilføje: Sans for Funktionalitet, Design og rendyrket Håndværk.

Men det første ord med det enkleste og lettest forklarlige udtryk overskygger alt andet: Passion!

Om det er passionen ved perfekt funktionalitet, perfekt design eller perfekt udført håndværk kommer an på opgaven.

Men uanset hvordan den udleves, så har passionen her et markant omdrejningspunkt: klassiske biler. Og det håndgribelige bevis på ægte passion og forening af alle begreberne er Gubsø Garage.

Årets Æreshåndværker 2021 er
Marc Vogel

At ville noget – at skabe noget er ofte lettere sagt end gjort. Enkelte har muligheden, men mangler viljen – flere har viljen, men mangler muligheden. I Marc Vogel og Gubsø Garage har vi beviset på en, der havde viljen – fik muligheden og med passion skabte et aftryk for eftertiden.

Med Gubsø Garage har Silkeborg fået en ny og enestående seværdighed. For uanset om øjet frydes ved de klassiske biler, det historiske design eller den gennemførte funktionalitet og det veludførte håndværk, så er Gubsø Garage enestående og uden sammenligning. Ganske som Ettore Bugatti skulle have sagt det om sine biler: ”Tåler det sammenligning er det ingen Bugatti”

Med tilblivelsen af Gubsø Garage og hele historien bag, har det været let for en enig bestyrelse i SMVsilkeborg, at hædre Marc Vogel som Årets Æreshåndværker 2021.

Kontakt SMV silkeborg

Du kan sende en mail til SMV silkeborgs kasserer via dette link - han er også webmaster på hjemmesiden!