Projekt- og ejendomschef John Staal skriver om visionerne for Silkeborgs helt ny erhvervsskole:

”ONCE IN A LIFETIME”

Teknisk Skole Silkeborg fejrede den 7. november 2013 sit 150 års jubilæum. Ikke ved at se tilbage, men ved at se fremad med en nytolkning af sin under­visningspraksis og ved at kunne præsentere planer og tegninger for en helt ny skole.

Vi har gennemført en dialogbaseret kortlægning af hvor skolen er i dag, og hvilke ønsker den har for ny samspil mellem dens rum og funktioner i fremtiden. Ambitionen er at skabe en fælles vision for den nye skole, der er stærk nok til at kunne bære igennem til, at snoren klippes ved indvielsen.

De overordnede principper for den ny skole er:

  • Den fleksible skole
  • Den åbne skole
  • Den bevægelsesfremmende skole
  • Den grønne/bæredygtige skole
  • Byg dit brand

I dag som i fremtiden skal værkstederne være skolens styrke og ikoniske omdrejningspunkt. Her mødes og lærer de unge i diverse interessefælles­skaber. Værkstederne skal fortsat være et helt centralt omdrejningspunkt for den nye Tekniske Skole. Den dialogbaserede proces har testet og ud­fordret i hvilken grad etablering og indretning af nye værksteder skal ligne eksisterende løsninger eller præsentere i et nyt format – eksempelvis ved større og mere fleksible værkstedsmiljøer eller ”produktionshaller”, hvor elever og lærere på de forskellige linjer i højere grad mødes, og hvor tværfaglige læringsforløb i højere grad matches af undervisningsmiljøet

En anden central målsætning for Ny Teknisk Skole er at skabe et lærings­miljø og et kulturhus, der har åbent 24/7. Dvs. at den nye skole, dens rum og indretning ud over at levere en attraktiv, opdateret og velfungerende ramme for skolens forskellige undervisningsaktiviteter, også skal tilbyde attraktive rammer og arbejdsstationer, hvor undervisere og studeren­de kan forberede sig – alene eller sammen med andre. Og endelig også muligheder for at studerende, undervisere og andre brugere kan mødes, være og gøre ting sammen i et levende, kulturproducerende rum.

Skolen får med etableringen af den gennemgående motorvejstrafikkor­ridor i Silkeborg en ny, stærk infrastrukturel opkobling og en placering i et byområde, som ønskes udviklet til Silkeborgs Erhvervs Korridor.

Status i tidsplanen er, at vi nu afslutter behovsanalysen som er en del af grundlaget for at vores bygherrerådgiver kan udarbejde projektkonkur­rencen, som vil løbe hen over sommeren frem til november. Sideløbende med disse processer gennemfører vi en lang række sonderinger og for­handlinger, således at vi sikrer plangrundlaget og de økonomiske forud­sætninger for etablering af ny skole.

Det bliver nogle rigtigt spændende år, hvor vi har brug for alle gode kræfter internt og eksternt, således at vi kan drive en fantastisk innovativ skole samtidig med, at vi planlægger fremtidens super-erhvervsskole.

I forhold til projektet er det afgørende, at vi fastholder at det er en ”ny skole” og ikke kun nye bygninger, der er vores mål.

John Staal
Projekt- og ejendomschef
College 360

Onsdag d. 19. september 2018 arrangerer Silkeborg Håndværkerforening rundvisning og orientering om den ny erhvervsskole – se under aktivitetskalender.

Kontakt SMV silkeborg

Du kan sende en mail til SMV silkeborgs kasserer via dette link - han er også webmaster på hjemmesiden!