FV19 er overstået for vælgernes vedkommende – nu er det op til Mette!

Grundlovsdag var 84,5% af Danmarks stemmeberettigede ved urnerne til FV2019. Ikke overraskende blev resultatet en sejr til rød blok og Mette Frederiksen som forhandlingsleder om en ny regering i Danmark.

SMVsilkeborg var medarrangør på to lokale vælgermøder – først i Silkeborg hos Via Biler på Kejlstrupvej og dernæst i Arena Midt i Kjellerup. Samarbejdspartnere var i øvrigt Erhverv Silkeborg, Arena Midt og Silkeborg Bibliotekerne. Selv om vi havde håbet på langt flere deltagere, var vi glade for jer, der kom.

Vi havde på forhånd udstukket emner til de to ordstyrere, der for os SMV’ere er vigtige – deriblandt tilgangen til erhvervsuddannelser, hvor mål om 25% af hver ungdomsårgang i 2020 er udstukket fra Christiansborg. For at sætte streg under emnets vigtighed kan vi her oplyse, at der i Silkeborg Kommune i 2018 blot var en tilgang på 19% og faktisk en tilbagegang i forhold til 2017.

Desværre blev hverken dette eller andre erhvervsrelaterede spørgsmål behandlet på mødet i Silkeborg, men på mødet i Kjellerup havde ordstyreren læst mere på lektien, hvilket gav en rigtig god debat – særligt omkring erhvervsuddannelserne og vigtigheden i, at vore virksomheder har den fornødne arbejdskraft – også i fremtiden.

Efter 2 timers panelrunde og debat stod vi håndgribeligt tilbage med klare tilkendegivelser fra Thomas Jensen (S og medlem af Folketinget), Bente Refslund (SF) og Gitte Willumsen (V)  – begge medlem af Silkeborg Byråd, at de alle ville arbejde videre med udfordringerne omkring tilgang til Erhvervsskolerne og tilmed, efter forslag fra salen, en ændring af karakter- og adgangskrav til samme.

Alle løfter blev naturligvis givet FØR valgresultatet som vi kender nu og hvor fakta er, at kun Thomas Jensen kom på Tinge. Men måske er det ikke så ringe endda, da vi nu kan holde både Christiansborg og Silkeborg Byråd op på problemerne.

I hvert fald kan vi love, at vi arbejder videre med emnerne og vil forfølge de løfter, der blev givet.

Ejner Husted
Formand
SMVsilkeborg

Kontakt SMV silkeborg

Du kan sende en mail til SMV silkeborgs kasserer via dette link - han er også webmaster på hjemmesiden!